Der er noget virkelig lækkert og sommerligt over en pavlova, som er en meget let og sød dessert. Denne her er med en vaniljecreme, pistacieskum og jordbær, men den kan varieres på så mange måder, og toppes med alle slags bær. Den er en perfekt dessert til en grillaften eller en fødselsdag, som du eller dine gæster sikkert vil elske!
Ingredienser
Marengs
4 æggehvider
150 g sukker
1 tsk eddike
Vaniljecreme
5 dl sødmælk
50 g maizena
65 g sukker
1 vaniljestang
5 æggeblommer
Pistacieskum
2 dl piskefløde
4 spsk pistaciecreme
Fremgangsmåde
Vaniljecreme
Skær vaniljestangen op og skil vaniljekornene med en smule af dit sukker. Pisk vaniljesukkeret, sukker, majsstivelse og æggeblommer sammen i en skål. Hæld halvdelen af sødmælken i og pisk det sammen.
Opvarm resten af mælken i en lille gryde. Når mælken er lige under kogepunktet tilsætter du ægge blandingen. Rør hele tiden indtil cremen tykner. Hæld den på en skål og læg film helt ned på cremen. Lad cremen afkøle helt i køleskabet.
Marengs
Kom æggehvider i en skål pisk dem stive. Tilsæt eddike og sukker lidt af gangen imens der piskes. Vær tålmodig og pisk i god tid til du har en stiv og sej marengs. Det kan sagtens tage 10-12 min.
Kom marengsen på en sprøjtepose med en stor stjernetyl. Sprøjt marengsskålene ud på bagepapir på en bageplade. Bag dem ved 120 grader (alm. ovn). Bag dem i 30 min, og sluk herefter for varmen og lad dem stå i ovnen i to timer.
Pistacieskum
Pisk fløden til den danner bløde toppe. Tilsæt pistaciecremen og pisk det hurtigt i.
Saml dine pavlovaer. Giv din afkølede vaniljecreme et lille pisk og læg en klat vaniljecreme nederst og hernæst pistacieskum. Top med jordbær eller hvad du har lyst til af bær og pynt.
Hyggelig bagning!<3
